ms 2019

Livet med Multiple Sclerose –
skal også leves!

Når Multiple Sclerose flytter ind rammes hele familien og sygdommen kan være invaliderende for ægteskabet og familielivet.

Vi vil gerne være med til at give både dig og din partner et afbræk fra hverdagen! I vil, i smukke og afslappede omgivelser, møde andre mennesker i samme situation.

Den ubudne gæst

Når sygdom rammer vender det op og ned på livet. Det er ikke kun sygdommen, I skal lære at leve med, men også de vilkår, sygdommen fører med sig.

Måske har I begge en følelse af ensomhed, af at blive sat udenfor livet, selvom der er mennesker omkring jer? I skal vide, at I ikke er alene.


Selv om situationen kan virke uhåndgribelig, er det nødvendigt at erkende, at Sclerosen nu kræver sin plads i jeres liv – uden at den må tage kontrollen over det.

Der er mange følelser i spil – også  ’forbudte’ følelser fx vrede, ængstelse og fortvivlelse. Følelser, som kan være svære at dele med hinanden – men som er ganske almindelige!

Oplever I til tider udmattelse, når I gerne vil være noget for den anden men ikke kan finde energien til det? Kender I til at skubbe egne behov i baggrunden og fornemmer I imellem at I har glemt jeres egne behov og grænser? Så har I måske brug for et pusterum!

En rejse med nydelse, netværk og nære oplevelser

Inge Ahl - Sclerose rejse 2019
Inge Ahl, der er med på rejsen

Det centrale i rejsen er ikke blot at rejse. Her handler det om at være sammen om de gode ting, at få store oplevelser og skabe et brug- og holdbart netværk. Her lever vi i nuet og værdsætter de gode oplevelser.

I kommer til mærke og udfordre jer selv i fællesskab med andre i samme situation. Her skabes gensidig inspiration med eftertanke og erfaringsdeling, trøst og opmuntring.

Med på rejsen er driftige og initiativrige Inge Ahl. Inge har selv Sclerose. Hun er bestyrelsesmedlem i Scleroseforeningen på Sydfyn og formand for handicaprådet i Svendborg kommune. Inge er en farverig kvinde, hun har tidligere haft sit eget galleri og farver, musik og smil er det der karakteriserer Inge. Under opholdet vil hun være med til at skabe en god stemning i trygge rammer, hvor der er plads til både ramte og pårørende.

Formålet er at støtte jer begge i at bevare det gode hverdagsliv. I får mulighed for at skabe et netværk med ligestillede. Mennesker, der som jer har forståelse for, hvad det vil sige at leve livet med en kronisk sygdom og hvad det betyder for hverdagen. Her kan der tales om det som lykkes, om det der er svært – men også om det, som ikke lykkes.

Hvem

Selvhjulpne mennesker ramt af sclerose og deres ledsager, der kan klare lette trapper og rolige gåture i let kuperet terræn. Fokus er på den enkeltes funktionsniveau og ressourcer. Der er plads til at hvile og de daglige gåture, og udflugter foregår i roligt tempo.

Det er vigtigt, at det er det rigtige tilbud for jer som par, derfor vil I blive kontaktet af Inge for en individuel og uformel snak inden endelig tilmelding.

”Det er, mens det sker, at livet skal leves. Det er det nærværende, der er det vigtige
– præcis som fuglen og blomsten altid er nærværende i deres livs øjeblikke!”

– Chéri Rasmusson, CareInMind

Comments are closed.