
Sydfrankrig for livsnydere
Nyd kombinationen af kultur, motion, store naturoplevelser og socialt samvær i godt selskab
Rejseperiode
26.06.2023 – 03.07.2023
Vi er ikke billigst – men vi er blandt de bedste!
DESVÆRRE – ALT ER BOOKET.
VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG NÆSTE GANG!
Vil du skrives op til næste rejse – Du kan tilmelde dig info@careinmind.dk
Frankrig har gennemgået et væld af begivenheder gennem tiden.
På vores rejse kommer vi omkring Frankrigs historie på stort og småt når vi i nydelsens skær oplever solens Sydfrankrig. Vi lader området komme ind under huden samtidig med, at vi giver plads til at opleve og nyde Occitanien, som er den del af Frankrig, der har det hele: Det verdenskendte franske køkken med sine store vine, havet med Middelhavskysten, bjergene med Pyrenæerne, Middelalderlige, maleriske landsbyer og landskaber, der i det uendelige rummer lyset, solen og højder vi aldrig kan nå.
Rejsen, som er for alle, er tilrettelagt så mennesker med synshandicap også har stort udbytte af rejsen. Den foregår i et tempo, hvor alle kan føler sig godt tilpas og hvor fleksibiliteten gør, at der er plads til den enkeltes ønske og behov. På rejsen får du masser af frisk luft, god motion og oplever naturens skønhed og historie fra alle sider samtidig med at der er masser af hyggeligt socialt samvær.
Rejsen kræver ingen særlige erfaring, blot en god fysisk form med en normal kondition og at du har lyst til at udfordre dig selv lidt. Samværet er i fokus, vi oplever, spiser, synger, snakker, griner og bare er. Vi spiser sammen til alle måltider og du kommer ikke til at være eller føle dig alene. Du kan selvfølgelig trække dig tilbage, hvis du har brug for lidt ego-tid.
Hotel Axat er et lille familiedrevet hotel, hvor de danske ejere står klar med åbne arme til at byde dig velkommen til et ophold omgivet af sydfransk bjerg idyl. Den smukke natur starter lige uden for dit vindue og rejsen byder på fælles oplevelser med plads til sjov og hygge i godt selskab med god mad, herlig vin og dejlige mennesker. Vi rejser altid i en lille, eksklusiv gruppe, hvor vi er sammen om de gode ting, får nye sociale relationer og skaber dejlige minder i et skønt afbræk fra hverdagen.
Nederst på siden finder du link til hvad prisen indeholder, Hotel Axat samt den lille sydfranske by vi bor i.
Du kan også læse artiklen om Chéri i seneste nr. af bladet Øjeblikket, som ligger på DBS hjemmeside
Glæd dig til:
- Pyrenæernes fantastiske landskaber med stejle bjergsider, dybe dale, imponerende udsigter og spændende flora og fauna.
- Besøg ved Canal du Midi – den ældste fungerende kanal i verden.
- Picnic og hygge i Slotshaven med den brusende flod som nærmeste nabo.
- Ægte Middelhavsstemning på turen til den Catalanske by Collioure
- Forfriskende og raske gåture til små lokale landsbyer i selskab med vidunderlig botanik
- Lad dig indtage af den imponerende Gorge de Galamus og det smukke eneboerkloster
- Det kulørte og velduftende lokale marked i Esperaza.
- Solmodne tomater, oliven, catalanske specialiteter, verdens bedste gedeost, skønne liflige bobler og meget, meget mere.
- Socialt samvær i godt selskab med charmerende og sjove mennesker i skøn kombination med gode oplevelser
Dag 1 – Velkommen til Axat i Sydfrankrig
Vi flyver fra København til Sydfrankrig. På turen til Axat, der tager ca. 2½ timer, får du rig lejlighed til at se Sydfrankrig åbne sig for dig, med cypresser, platanalleer, og små hyggelige landsbyer. Vi kører i vores egen bus og på vejen til Axat stopper vi ved den gamle historiske middelalderby Beziér, hvor vi holder en lille pause, for at strække benene. Gert har lavet en lille madpakke, som vi nyder, inden vi kigger på den imponerende gamle sluse, som har hele 9 slusekamre. Når vi kommer frem til hotel Axat, har fået bagagen op på værelserne og lige sundet os lidt, mødes vi til en kort introduktion af ugen der kommer og området omkring os. Chefkokken byder på en tiltrængt middag med udsøgt vin. I stuen serveres kaffe inden vi går til ro.
Dag 2 – Byen Axat – Småkagen og dens historie
Vi starter dagen med en lille slentretur i smalle gader, og oplever sjælen af den hyggelige lille by Axat. Vi hører lidt om byens historie, ser hvor butikkerne er m.v. Turen er på omkring 3 km. men du kan korte den af, hvis du vil. Når vi har samlet appetit til frokosten, serverer Gert lækkerier i Slotshaven.
Om eftermiddagen smutter vi forbi Angelinas lille småkagebageri. Angelinas eventyr startede ved køkkenbordet og har i dag bredt sig til store dele af området. Her hyldes den gode smag, det stolte håndværk og øjeblikket med sanseligt nærvær. Det lille bageri med eksklusive småkager bager efter opskrifter som er gået i arv gennem generationer. Angelina eksperimenterer også med nye smagssammensætninger, hvor forførende krydderier og frugter udgøres af lokale ingredienser. Hun leger og lader sig inspirere, så en lille småkage bliver en stor smagsoplevelse.
Vi smager selvfølgelig på sagerne. Du kan købe kager enten til selvforkælelse eller som en lille gave. Den hemmelige ingrediens – tid – udgør kvaliteten i Angelinas himmelske mundfulde.
Dag 3 – Middelhavet og smukke Collioure byder på frokost
Lad dig forføre af den maleriske by, Collioure. Byen, som har patina, palmer og Sydfranske dufte, dumper lige ud i Middelhavet. Byen er karakteristisk med sine strålende farver, maleriske strandpromenade, snirklede gader og trange gyder med gode spisesteder. På toppen ligger den gammel fæstningsborg med den skønneste udsigt og ikke at forglemme – dejlige strande. Vi spiser frokost på strandboulevarden. Dyp tæerne eller tag en frisk svømmetur i Middelhavet. Gå på opdagelse i de små spændende butikker og den smukke kirke. Du vil forstå, hvorfor byen tiltrak berømte kunstmalere som Picasso, Dali og Matisse.
Dag 4 – Honningværksted – togtur på skinnecykel
Efter den lange dag i går, har vi brug for at sove længe! Efter morgenmaden kan du, hvis du har lyst, gå med ud til byens lille honningværksted, hvor der er mulighed for at smage og købe honning fra blomster, vi ikke kender i Danmark. I honningværkstedet kan vi dufte til de underskønne, forskelligartede og håndlavede håndsæber og opdage de indbydende honningkager med alskens lækkerier lige fra ingefær til figner. Det er honningkrydderkage, som de kun kan fremstilles i ‘Europas Honningkrukke’!
Efter frokost kører vi på den gamle jernbane. Vi hører den fantastiske lokalhistorie om folket, deres kamp for at overleve og deres succes tilbage i starten af 1900-tallet, hvor de formåede at vokse ved hjælp af naturen. På skinnecykler, med plads til 4 personer, skal vi opleve naturen tæt på og trampe i pedalerne mens vi lytter og ser hvordan datidens jernbane skar sig vej gennem landskabet.
Dag 5 – Gorge de Galamus, Vin og Mølle
Vi kører til den forbløffende ”Gorge de Galamus” – en af de mest storslåede landskaber i området.
‘Gorgen’, som betyder kløft, er 400m dyb og over 2,5 km lang. Et utroligt og betagende syn. Igennem millioner af år har floden Agly, langsomt skåret sig vej ned gennem de smukke kalksten. Vejen som , nærmest hænger på den lodrette østlige bjergside, er fra 1894. I den sydlige ende af kløften, kan man se, at det lille pilgrimkloster St.Antoine-De-Galamus klamrer sig til klippeafsatsen. Vi besøger klostret og går et stykke ud i kløften for at betragte dette fantastiske sted med al sin skønhed.
Vi fortsætter forbi den enorme borg, Queribus, som troner som en ørnerede i 800 meters højde. Vi spiser vores medbragte frokost på Domaine Peter Sichel, som laver nogen af Corbières bedste vine! Vi skal selvfølgelig nyder de gode vine til vores frokost.
Om eftermiddagen besøger vi den smukke lille by Cucugnan, hvis mølle, som stadig er i drift den dag i dag, troner på toppen af den lille by. Her er der mulighed for en lille gåtur eller købe en kop kaffe og nyde stemningen.
Dag 6 – Gåtur i Pyrenæerne, frokost i Artiques
Vi går en tur i de smukke Pyrenæerne. Ud over at vi skal indsnuse den friske bjergluft og nyde den storslåede udsigt, skal vi besøge en autentisk lille bjergby. Byen, som ligger på toppen med udsigt over dalen, har ingen butikker. De lokale lever sparsomt og dyrker deres afgrøder med stolthed. Turen er ca 2,5 km hver vej. Terrænet er godt og består af små stier. Vi er i bjergene og derfor går det selvfølgelig både op og ned. Mulighed for at blive kørt noget af vejen.
Om eftermiddagen er der tid til dig selv, hvor du kan hygge om dig selv, besøg de små forretninger, købe en cafe au lait og nyde flodens brusen på byens lille cafe.
Dag 7 – Marked – Quillan med café og fortidens borgruin
Det kulørte og velduftende marked er ikke blot stedet, hvor du kan købe friske grøntsager, frugt, fisk, brød, ost og en lang række andre lækkerier. For de lokale har turen til markedet nærmest karakter af et ritual, som er en fast del af livsstilen i Sydfrankrig. Her er franskmændene ikke bange for at bruge lidt ekstra tid på at høre om familien, og de tager sig også gerne tid til at vende verdenssituationen over en kop kaffe eller en tidlig Pastis på den nærliggende café. Ingen kan modstå glæden ved at købe friske oliven, store saftige svesker, hjemmelavet ost, smagfulde pølser, fransk nougat og store saftige frugter.
Frokosten spiser vi i den smukke park Saint Bertrand, som ligger i udkanten af byen Quillan. Efter frokosten kan du bade i parkens forfriskende sø, inden vi fortsætter til centrum af byen. Herfra besøger vi byens gamle borgruin. De gamle borgmure fortæller historier fra både regionskrigene og krigene mod Spanien. Vi følger en labyrint af smukke gader til den hyggelige café ved floden, hvor vi slutter dagen. Tilbage i Axat, er det tid til at pakke inden ’Le Chef’ præsenterer rejsens sidste aftensmåltid.
Dag 8 – Tak for denne gang
Ude er godt, men hjemme bedst. Selv om det vil være vemodigt, er det tid til at tage afsked for denne gang. I bliver hentet ved hotellet af en bus, og kørt til lufthavnen. Og nu sættes næsen mod Danmark med kufferten fuld af gode oplevelser, herlige minder og livsglæde – nok til at holde næsen oven vande til næste rejse…
Vi og de smukke Pyrenæerne, som danner grænsen mellem Frankrig og Spanien glæder os til at byde dig velkommen.
På alle turene vil vores danske rejseleder, Chéri, fungere som guide. Hun fortæller og ”synstolker” gennem hele rejsen. Vi har forsøgt at mindske kørslen, idet det aldrig er sjovt at tilbringe sin ferie i en bus.
*Prisen er pr. person i delt dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse kr. 3.000, -. (begrænset antal).
Vi har sammensat en rejse, så alt er inklusiv. Udover at vi ønsker du skal have så lidt besvær som muligt, ønsker vi også at gøre det gennemskueligt for dig, hvad rejsen rent faktisk koster. Det giver dig tryghed og sikkerhed for, at omkostningerne ikke løber løbsk. Ingen ekstra udgifter til frokost, vin til maden, entrée mv. du skal alene regne med 200-300 kr. i lommepenge til is, cafebesøg og evt. drikkepenge mv.
Ønsker du ikke fuld pension pålægges et gebyr på kr. 1.500,00.
Du kan fravælge alle eller nogle af vores udflugter. Ønsker du ikke at deltage i alle eller nogle af vores udflugter pålægges et gebyr på kr. 120,- pr. dag du ikke deltager.
Ret til ændringer forbeholdes.
Spørgsmål kan ske til Lene Fritsbøger Andersen på telefon 40 34 70 10 eller til Care In Mind på telefon 51 24 41 24.
Du kan tilmelde dig via nedenstående formular: