Hjerte2018

Rejse med hjerte-kar-sygdom

Program for rejsen:

‘Når hjertet går sine egne veje’ 

Udrejse 19.06.2018 – hjemrejse 26.06.2018 Udsolgt

Dato for 2019 kommer snart!

Der er plads til max 20 personer,
reservation efter først til mølle princippet.
Kontakt hjertesygeplejerske Aase Nielsen,
aase-nielsen@stofanet.dk

 

Vi bor i en lille og overskuelig fransk landsby

Her møder du det autentiske franske, hvor den lune sommerhimmel byder på en funklende stjernesymfoni, til lyden af hyggelig cikadesang og hvor dine lunger fyldes af ren bjergluft. Vi bor som de eneste på det lille franske hotel. Hotel Axat er et lille familieejet hotel med få værelser. Vi bor småt men godt med plads til både dig og din ægtefælle/ledsager. Værelserne er ikke den store luksus men de er rene og hyggelige. Alle er indrettet individuelt og bevaret i fransk stil – enkelt og uden overflødighed. Alle værelser har eget bad og toilet.

Hotellets charmerende dagligstue danner rammen om vores fællesskab. Her mødes vifor at summe over dagens oplevelser og for at hygge om os selv.

Vi befinder os i en tidslomme, hvor du har retten til langsommelighed

Oplev den magiske kombination af at være i Frankrig når du står uden for hotellet, mens du i næste øjeblik er i et lille stykke Danmark. Vores danske værter, Chéri og Gert, som har været i området siden 2002, vil forkæle dig og dine sanser. Alt foregår i et tempo, hvor alle kan være med. Ingen stress, intet jag, det er os, der for en gangs skyld bestemmer tempoet.

Her smager du på Pyrenæerne!

Gert’s mad er et kapitel for sig selv. Hans gryder og pander er fyldt med lækkerier, som hentes hos engagerede og dygtige lokale producenter, der fremstiller smagfulde råvarer. Områdets lokale vinbønder forener Gert’s smagsoplevelser med elegante, udtryksfulde og afbalancerede vine, der afspejler deres oprindelsessted og udtrykker avlerens passion og personlighed gennem deres intense smag.

Vi glæder os til, i fællesskab med dig, at skabe et nyt kapitel til din historiebog. Fyldt med store oplevelser og gode minder.

Der er kun plads til 20 personer. Reservation efter først-til-mølle-princippet. Hvorfor hurtig tilmelding anbefales til aase-nielsen@stofanet.dk

Program

Hver aften: tager vi lanterner med levenede lys med ned på øen midt i floden. Her mødes vi i en eller flere samtalegruppe for at blive klogere på livet med en hjertesygdom. Det er her ‘Vi taler om det – ingen tør tale om’. Emner som ligger os på sinde bliver bragt op i dette plenum. Hvis der er lyst og behov, kan vi eventuelt dele os op i flere grupper nogle af aftenerne.

Dag 1. Afrejse – Ankomst til Hotel Axat

Vi flyver fra Danmark til Toulouse i Sydfrankrig, hvorfra vi har ca. 2½ timers kørsel til den hyggelige landsby Axat.  Efter indtjekning mødes vi til en kort introduktion af ugen der kommer og området omkring os. -/-/a

Dag 2. Gorge de Jaume – Grill

Vi skal til ’Gorge de Jaume’. Kløften kunne sagtens indgå som kulisse til Ronja Røverdatter. Vi når de to borgruiner. Har man lyst kan man gå helt op på borgene, hvorfra der er en fantastisk udsigt. Når vi kommer tilbage, har kokken har tændt op i grillen og vi hygger og lærer hinanden at kende. Om aftenen er der en lille buffet med kokkens udvalg af delikatesser og lækkerier. m/f/a

Dag 3. Middelalderborgen – Carcassonne

Vi kører til Carcassonne og indsnuser atmosfæren i byens gader inden vi spiser frokost på en typisk fransk restaurant. Vi går det korte stykke til Europas største fæstningsborg. Den imponerende borg har ikke færre end 52 tårne. Vi går på egen hånd i den gamle middelalderborg. m/f/a

Dag 4.  Cailla – bytur

Vi går mod Cailla gennem de smukke Pyrenæer, undervejs besøger vi et lille osteri i La Prades. Ankommet til smukke Cailla spiser vi vores medbragte mad inden turen atter går hjem mod Axat. Her er der mulighed for at hvile, enten på værelset eller på byens lille ø. Om eftermiddagen er der en lille byvandring med besøg på det lille honningværksted. m/f/a

Dag 5. I katharernes fodspor

Vi kører langs kanten af den gamle spanske grænse. Vi besøger den gamle katharborg, Quéribus, hvorfra vi har udsigt til Middelhavet, Andorra og Pic du Carnigou. Vi besøger den lille by Cucugnan, hvor vi skal smage vin hos Martine. og spise picnic. m/f/a

Dag 6. Marked – Afslapning, picnic ved floden, Pétanque og hygge

Vi besøger det lille lokale marked i Esperaza, hvor vi kan købe alt fra oliven til fornøjelige kittelkjoler. Sid på en cafe og lad en skøn blanding af fine franske damer og gamle engelske hippier fryde dit øje. Tilbage i Axat spiser vi picnic på byens lille ø. Eftermiddagen er til fri disposition. Gå en lille tur i eller omkring byen, spil pétanque på byens  pétanquebane, sid i skyggen med en god bog eller dyp tæerne i floden. m/f/a

Dag 7.  Bjergene kalder…..

Vi skal fornemme bjergenes skønhed, langsom kravler vi mod Puyvalador, hvor vi skal se den imponerende dæmning, som har betydning for Aude, der løber gennem Axat. Vi går en skøn tur og fornemmer botanikken og det enorme fugleliv. Vi spiser vores medbragte sandwich undervejs. m/f/a

Dag 8. Hjemrejse

Så er det atter tid til at sætte næsen mod Danmark efter en herlig og oplevelsesrig uge. m/-/-

Rejsetidspunkt:

Udrejse tirsdag den 19.06.2018 – hjemrejse tirsdag 26.06.2018

Pris

Ingen hokus pokus! Vores rejser er specieldesignede. Alle gæster betaler det samme og der lægges ikke faktureringsgebyr, udflugtspakker eller andet oveni.

Kr. 11.250,- pr. person i delt dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse kr. 1.200,-

Herudover skal I regne med ca 200-300 kr. i lommepenge

Prisen omfatter:

  • Flyrejse t/r København/Billund – Frankrig incl. skatter og afgifter
  • 20 kg. indchecket bagage
  • Transfer Lufthavn – Axat t/r (Toulouse)
  • Al transport i forbindelse med udflugter
  • Alle overnatninger på Hotel Axat i dobbeltværelse
  • Stor morgenbuffet alle dage, frokost som beskrevet i programmet samt alle aften måltider med herlige lokale vine og iskoldt kildevand
  • Adgang til te og kaffe hele dagen på hotellet
  • Dansk specialuddannet hjertesygeplejerske
  • Dansktalende turleder

Prisen omfatter ikke:

Rejse- og afbestillingsforsikring, tillæg for enkeltværelse samt eventuelle entréer.

 

Startdato Udrejse tirsdag den 19.06.2018 – hjemrejse tirsdag 26.06.2018
Mødested Aalborg / Billund / København Lufthavn
Lokalafdeling Alle
Deltagelse Mennesker med hjerte- karsygdom
Pris
11.250,00 kr. pr. pers i delt dobbeltværelse. Enkeltværelse +1200,- kr. (begrænset antal enkeltværelser)
Tilmelding Hjertesygeplejerske Aase Nielsen, aase-nielsen@stofanet.dk
Kørestol Nej – det 200 år gamle hotel har trapper og og andre spøjse krummelurer,
ligesom terrænet, der omgiver os, vil være udfordrende for gangbesværede
Teleslynge Nej – vi er så lille en gruppe, at det ikke er nødvendigt

Læs mere om rejsen her

PDF format – Print det og giv det til en ven

Forbehold for ændringer hvis dette er påkrævet. Turen gennemføres ved min. 18 deltagere i delt værelse. Såfremt der ikke er nok tilmeldte aflyses turen den 01. marts 2018 og det indbetalte beløb refunderes fuldt ud. Administrationen varetages af TourCathare. Hvor det er krævet, samarbejder vi med vores tekniske arrangør: JTB Denmark, CVR nr. 58695319. Medlem af rejsegarantifonden – medlemsnr. 198.

Comments are closed.