detalje_program_paaroerende

Program – pårørende rejse 2019

Psykolog Susanne Ohrt (Sus) byder jer til at starte dagen med Mindfulness. Det er frivilligt om I vil deltage men anbefalelsesværdigt. Hvis vejret tillader det, foregår det ved den lille flod, som løber gennem byen et stenkast fra hotellet.

Nedenstående program er ikke i kronologisk rækkefølge. Programmet er flexibelt og der kan forekomme ændringer, hvis dette bliver nødvendigt.

Ankomst til Hotel Axat

Vi flyver fra København til Sydfrankrig. På turen til Axat, der tager ca. 2½ time, får du rig lejlighed til at se Sydfrankrig åbne sig for dig, med cypresser, platanalleer, og små hyggelige landsbyer. Vi kører i vores egen bus og undervejs holder vi en lille pause, for at strække benene. Når vi har fået bagagen op på værelserne og lige sundet os lidt, mødes vi til en kort introduktion af ugen der kommer, og området omkring os. Chefkokken byder på en tiltrængt middag med udsøgt vin. I stuen serveres kaffe inden vi går til ro.

Betagende Gorge de Jaume – og forrygende grill i storslåede omgivelser

Vi sætter næsen mod Gorge de Jaume, vi gør et kort stop hos en af de lokale vinbønder. Fremme ved Gorge de Jaume går vi den smukke tur langs kløften, som sagtens kunne indgå som kulisse til Ronja Røverdatter. Vi har Sus’s Corner i naturen og ’Le Chef’ møder os i det fri, hvor han har tændt op i den store grill. Og mens mørket sænker sig spiser vi herlig mad, med god vin til – ren nydelse. Tilbage på hotellet er der oste/pølsebord.

Axat

Vi skal på en lille langsom slentretur rundt i den hyggelige lille by Axat. Hvor vi hører lidt om byens historie og ser hvor butikkerne er og den slags. Frokosten spiser vi i Slotshaven. Sus’s Corner byder på oplæg og intro til grupper vedrørende samtaler senere på dagen.

Imponerende udsigter og dramatiske veje i katharernes fodspor

Bussen tager os det første stykke af Tour-de-France ruten ind i de smukke Pyrenæer. Hjemstedet for de historiske katharer, i det rige Occitanien. Vi skal høre om deres tragiske historie, mens vi begiver os rundt i den underskønne og meget afvekslende natur, med de store udsigter, ørnene og se Vauban’s gamle bro. Vi skal bl.a. se Château d’Usson. Vi spiser vores medbragte mad og indånder den friske bjergluft og en vidunderlig udsigt. Hvis lysten er der, går vi en tur på 3-4 km

Fra udsigt til indsigt

Vi bliver i og omkring den smukke by. Med i rygsækken har vi en af Gert’s gode sandwich. Tilbage i Axat er der Plenum, erfaringsudveksling og opsamling inden vi går op til den lokale petanque bane og hygger os i hinandens selskab.

Byen for enden af vejen – hos Gedemor

Vi skal på tur ud af snoede veje, op og op til vi når 1.192 meter. Når vejen ender, er vi i byen Le Clat. Her skal vi besøge ”Gedemor”, som er en af byens bare 18 indbyggere. Her lever hun sammen med sin mand af deres 50 geder. Vi skal høre, hvordan de laver ostene og vi skal selvfølgelig også smage deres delikate oste. Sus’s Corner er denne dag lagt ud i naturen og byder på ‘Walk and talk’ udfra temaet ‘Hvad skal fremtiden byde på’ i den underskønne natur. Tilbage i Axat er der opsamling og afslutning inden middagen.

Marked – Creperie og hygge

Vi besøger det lille lokale marked i Esperaza, hvor man kan købe alt fra oliven til fornøjelige kittelkjoler. Sidde på en cafe og lad en skøn blanding af fine franske damer og gamle engelske hippier passerer forbi. Vi spiser frokost på det lille lokale Creperie. Om eftermiddagen er der tid til at pakke, gå den sidste tur, eller bare sidde ved floden med et køligt glas rose og dyppe tæerne i floden.

Ude godt men hjemme bedst

Selv om det vil være vemodigt, er det tid til at tage afsked for denne gang. I bliver hentet ved hotellet af en bus, og kørt til lufthavnen. Og nu sættes næsen mod Danmark med kufferten fuld af gode oplevelser, herlige minder og livsglæde – nok til at holde næsen oven vande en vinter til…

Comments are closed.