Sensommer i Sydfrankrig

Sensommer i Sydfrankrig

Fællesskab og nærhed – nyd naturen og sanseoplevelser, hvor grin og hygge går hånd i hånd

Pris kr. 13.800,- pr. person i delt dobbeltværelse

Tillæg for enkeltværelse – begrænset antal

Sensommerhygge i Sydfrankrig!

Forestil dig en sensommeruge i Sydfrankrig.

Du sidder i en stille slotshave i en lille bjergby. Grillen dufter, et glas vin står på bordet, og rundt omkring dig høres latter og gode samtaler. Luften er varm, cikaderne spiller deres sensommermusik, og Pyrenæernes bjergluft føles frisk og klar.

Velkommen til Axat – en lille, charmerende bjergby i Sydfrankrig, hvor tempoet er roligt, og hvor oplevelserne er ægte.

Rejsen er tilrettelagt så mennesker med synssvigt har mest muligt udbytte af rejsen, hvor der er tid til oplevelser, fællesskab og nærvær. Programmet er tilrettelagt i et tempo, hvor alle kan være med og hvor vi sammen oplever natur, kultur, mad og sydfransk livsglæde.

Hele ugen bor vi på Hotel Axat, hvor vores egen kok Gert forkæler os med lækre måltider lavet af lokale råvarer – naturligvis ledsaget af gode vine fra området.

Vi rejser i en lille, overskuelig gruppe med plads til 10 personer med synssvigt og 10 ledsagere. Sammen skaber vi et fællesskab, hvor vi passer på hinanden og hjælper, når der er brug for det.

Ruterne er nøje planlagt, så du får mulighed for at opleve både varieret natur, små hemmelige steder og møde det lokale liv. Undervejs bliver vi forkælet med velsmagende lækkerier og udsøgte, lokale vine – alt sammen tilberedt med kærlighed og omtanke.

Rejsen til Axat – din mulighed for at opleve Sydfrankrigs sensommer i fællesskab med ligestillede

Her handler det ikke kun om at rejse, men om at dele oplevelser, grin, måltider og gode samtaler i trygge rammer.

Hvis du har lyst til at nyde de sidste varme sensommerstråler, inden efteråret og vinteren langsomt nærmer sig Danmark, så er denne uge noget ganske særligt. Her kan du tanke energi op, mens solen stadig varmer og mens dagene er lange og lyse.

Vi tager afsted fra København og har vores egen guide

Vi følges ad både ud og hjem. Vi tager afsted fra København med fly til Montpellier, hvor Chéri, vores danske guide, forventningsfuldt venter på os.

Vores faste base – Hotel Axat

Vores base under opholdet er det charmerende, familiedrevne Hotel Axat. Hotellet er “en gammel dame” med mere end 200 år på bagen. Tiden har sat sit præg, men den ærværdige ‘gamle dame’ er stadig præsentabel, imødekommende og skaber en fantastisk atmosfære.

Vi bor småt, men godt, med plads til både dig og din ledsager. Vi er de eneste gæster på hotellet, så vi kan nyde en hjemlig og afslappet atmosfære.

Værtsparret på hotellet, Chéri og Gert, er begge danskere, så du vil føle dig tryg og godt tilpas hele ugen. Det er en rejse, der er specielt tilrettelagt for mennesker med synstab, hvor alle dine behov bliver taget hånd om, og du kan fokusere på at nyde turen.

Gert forkæler os med lækker mad, som er lavet på stedet, specielt til os. Der vil være masser af tid til at nyde en lækker morgenmad, frokost og tre retter med lokal vin og kildevand fra byens egen kilde om aftenen.

Læs programmet herunder og tilmeld dig din rejseoplevelse i dag!

Hvis du har spørgsmål til turen, er du meget velkommen til at kontakte Chéri info@careinmind.dk eller på telefon 51 24 41 24.

Tilmelding:

Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet ved at skrive til Chéri på info@careinmind.dk.

Når du er tilmeldt, modtager du en skriftlig bekræftelse og mere information fra Chéri.

Tilmeldingsfrist: Senest 15. juni 2026

Pris og betaling

Pris: 13.800 kr. pr. person i delt dobbeltværelse

Tillæg for enkeltværelse kr. 2.000,- (begrænset antal)

Prisen inkluderer:

  • Flyrejse t/r København – Frankrig
  • 20 kg indchecket bagage + 10 kg håndbagage
  • Skatter og afgifter
  • Transfer til/fra hotel
  • Udflugter, entréer og dansktalende rejseguide
  • Overnatning på Hotel Axat
  • Morgenbuffet, frokost og aftensmad inkl. vin
  • Lokal transport
  • Gebyr til Rejsegarantifonden og meget mere

Du skal selv medbringe lidt lommepenge – fx. 200–300 kr. til is, cafébesøg, drikkepenge m.m.

Betaling

Når du er tilmeldt, modtager du en bekræftelse og betalingsinformation fra Chéri.

Første indbetaling:
Depositum på 4.000 kr.

Anden indbetaling:
Restbeløb på 9.800 kr., samt eventuelle tillæg, betales ca. 8 uger før afrejse

Rejsen omfatter ikke: Rejse- og afbestillingsforsikring.

PROGRAMMET KORT FORTALT 

Fredag – Velkommen til Axat i Sydfrankrig

Vi flyver fra København til Sydfrankrig. På turen til Axat, der tager 2-3 timer, får du rig lejlighed til at se Sydfrankrig åbne sig for dig, med cypresser, platanalleer, og små hyggelige landsbyer. Vi kører i vores egen bus og på vejen stopper vi ved den gamle historiske middelalderby Beziér, hvor vi holder pause og kigger på den imponerende gamle sluse. Fremme på hotel Axat, får vi vores værelserne og mødes herefter til en præsentation af os selv, samt en kort introduktion af ugen, der kommer og området omkring os. Chefkokken byder på en tiltrængt middag med udsøgt vin. I stuen serveres kaffe inden vi går til ro.

Lørdag – Byen Axat – og dens historie

Dagen starter med en lille slentretur i smalle gader. Vi oplever sjælen af den autentiske by, hører om dens historie og ser hvor butikkerne er m.v. Turen er på omkring 3 km. men du kan korte den af, hvis du vil. Når vi har samlet appetit til frokosten, tænder Gert op i den store grill i den gamle Slotshave i skyggen af de store figen- og valnøddetræer. Om eftermiddagen smutter vi omkring byens lille honningværksted , hvor vi kan dufte til de underskønne, forskelligartede og håndlavede håndsæber og opdage de indbydende honningkager med alskens lækkerier lige fra ingefær til figner. Det er honningkrydderkage, som de kun kan fremstilles i ‘Europas Honningkrukke’!

Søndag – På togtur med en mosaik af landskaber

Vi tager med byens lille røde tog, gennem det maleriske landskab i det sydlige Frankrig. Fra Axat glider toget stille gennem frodige dale, snoede floder og skovklædte bakker, mens landsbyerne passerer forbi udenfor vinduet.

Undervejs får du en spektakulær udsigt til det majestætiske Puilaurens-slottet, som troner højt på sin klippe og fortæller historier om middelalderens mysterier og eventyr.

Tilbage i Axat, byder Gert igen på lækkerier inden eftermiddagen fyldes med hygge, konkurrence og grin, når vi dyster på byens petanquebane. Som ægte franskmænd kaster vi kugler, konkurrerer og nyder den sydfranske stemning til fulde.

Mandag – Les orgues og verdens største egetræsfad hvor Byrrh modnes

Vi tager til “Les Orgues’. Et fantastisk sted, hvor naturen har skabt sit eget amphi teater.

Væggene udgøres af gigantiske søjler af sandsten, som ligner skulpturelle orgelpiber der rejser sig i 20-30 meters højde. Sandklipperne er dannet gennem millioner af år af vejr og vind. De kaldes ’orgelpiber’ på grund af det hårde lag, som dækker dem og som beskytter dem mod en hurtig erosionsproces. Et lignende landskab findes kun få andre steder i verdenen.

Herefter kører vi til Caves Byrrh i Thuir, hvor historie og smagsoplevelse mødes. Vi stifter bekendtskab med en af Frankrigs mest ikoniske aperitiffer og oplever verdens største egetræsfade, hvor Byrrh modnes og udvikler sin unikke karakter.

Vi går på rundtur i de velbevarede kældre og nyder et glas af denne særlige aperitif, mens historien om stedets håndværk og traditioner vækkes til live.

Tirsdag – Axat og bjergenes skjulte skatte

Gør dig klar til en dag fyldt med bjergluft, enestående natur og autentiske oplevelser. Vi snører vandreskoene og begiver os ud i de storslåede Pyrenæer, hvor vi bliver mødt af imponerende udsigter, frisk luft og en dyb ro. Vi besøger en lille, autentisk bjergby, hvor tiden synes at stå stille og hvor livet leves på de enkleste og mest ægte måder.

Byen, der ligger idyllisk på toppen med en betagende udsigt over dalen, er et sted, hvor de lokale lever simpelt og med stor stolthed dyrker deres egne afgrøder. Her finder du ingen butikker, men en følelse af ro og autencitet, som er svær at finde andre steder. Vi nyder vores frokost midt i bjergenes skønhed og, hvis vi er heldige, får vi mulighed for at besøge byens blomsterglade ‘mor’, som med stolthed viser os sin smukke have fyldt med roser.

Efter en afslappende pause, hvor Le Chef byder på noget godt, fortsætter vi vores vandring – en overkommelig tur på ca. 3,0 km hver vej, hvor terrænet byder på små stier, der både går op og ned. Pyrenæernes charme ligger i deres variation, og vi får det bedste af alt på denne rute.

Onsdag – Middelhavet og smukke Collioure byder på frokost

Lad dig forføre af den maleriske by, Collioure. Byen, som har patina, palmer og Sydfranske dufte, dumper lige ud i Middelhavet. Byen er karakteristisk med sine strålende farver, maleriske strandpromenade, snirklede gader og trange gyder med gode spisesteder.

Vi besøger den smukke kirke og hører om det helt specielle lys, der engang inspirerede kunstnere som Picasso, Dali og Matisse. Vi nyder frokosten ved strandpromenaden og udforsker de charmerende gader med små spændende butikker. Inden vi sammen tager en forfriskende svømmetur i Middelhavet. Vi bruger alle vores sanser og fokuserer på lydene fra bølgerne, duften af havet og smagen af Sydfrankrig.

Torsdag – Limoux og skønne bobler

Vi kører til den lille by Limoux, kun ca. 35 km fra Axat, hvor vintraditionerne har dybe rødder. Her besøger vi det historiske vinhus Maison Guinot, grundlagt i 1875. Maison Guinot værner stolt om de gamle vintraditioner. Selvom moderne teknologi – for længst – har udviklet metoder, der vender vinflaskerne automatisk, fortsætter huset med den traditionelle og originale metode. Vi skal høre, hvorfor huset hver dag vender 30.000 flasker en 1/4 omgang, og hvordan denne skånsomme metode respekterer vinens oprigtighed og udvikler dens unikke finesse.

Blanquette de Limoux regnes for at være Frankrigs første mousserende vin. Vi befinder os tæt på det gamle munkekloster Saint-Hilaire, hvor man mener, at benediktinermunkene ved et tilfælde opfandt den boblende vin helt tilbage i 1531.

Efter rundvisning i de store kældre, skal vi selvfølgelig smage den vidunderlige mousserende Blanquette de Limoux sammen med Gerts lækkerier.

Godt mætte tager vi en kort spadseretur til Limoux’ torv, hvor sydfransk charme strømmer imod os: gamle huse, summende caféer og små runde borde. Her kan du eventuelt købe en kop kaffe, en kold øl eller en is – eller blot lade dig forføre af torvets rolige rytme, som en perfekt afslutning på en dag i vinens og historiens tegn.

Fredag – Tak for denne gang

Ude er godt, men hjemme bedst. Selv om det vil være vemodigt, er det tid til at tage afsked for denne gang. Bussen henter jer og kører til lufthavnen. Og nu sættes næsen mod Danmark med kufferten fuld af gode oplevelser, herlige minder, nye bekendtskaber og livsglæde – nok til at holde næsen oven vande til næste rejse…

På alle turene vil vores danske rejseleder, Chéri, fungere som guide. Hun fortæller og ”synstolker” på hele rejsen. Vi har forsøgt at mindske kørslen, da det aldrig er sjovt at tilbringe sin ferie i en bus.

Er du klar til en uge fyldt med frisk luft, varme grin, spændende oplevelser og nye venskaber?

Så pak din nysgerrighed og dit gode humør – og tag med os til Sydfrankrig! Du kommer hjem med rygsækken fuld af gode minder, måske nye venskaber – og helt sikkert et smil på læben.

Der er kun 20 pladser – så tøv ikke for længe.

Vi kalder det ferie med mening! – samvær, oplevelser og fællesskab, hvor alle kan være med. Her handler det ikke om at skynde sig fra det ene til det andet, men om at være sammen, opleve og grine lidt undervejs.

Vi glæder os til at dele dette eventyr med dig!

NB! Der kan forekomme ændringer i programmet.

Ledsager

Har du brug for personlig ledsagelse, skal du være opmærksom på, at vores turhjælpere og rejseguider ikke påtager sig individuelle ledsageropgaver. De står ikke til rådighed for personlig assistance og individuelle ledsageropgaver, men udfører alene praktiske opgaver uddelegeret af ledelsen.

Har du brug for en ledsager, men er der ingen der kan tage med dig. Kan vi være behjælpelig med at finde en ledsager. Rejseledsagere påtager sig ikke af personlig pleje.

Karakteristisk for vores rejseledsagere er, at de alle har lyst til at have med mennesker at gøre. Du kan forvente at ledsageren, vil ledsage dig

  • på en nærværende og respektfuld måde
  • har et personligt overskud 
  • udviser medmenneskelig forståelse, samt er rolig og kan bevare overblikket
  • er fleksibel og samarbejdsvillig 
  • har en god situationsfornemmelse 
  • er tolerant og engageret 

Ledsageren vil som udgangspunkt møde dig i den danske lufthavn og ledsage dig under hele ferien.

Dækning af udgifter til ledsager under udlandsophold

Du skal, som udgangspunkt, selv afholde alle omkostninger, herunder rejseomkostninger, i forbindelse med ledsageren.

Udlandsbekendtgørelsen §5, giver mulighed for i særlige tilfælde at yde dækning af ekstra omkostninger forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. Dette kræver bevilling af ledsager iht. servicelovens § 41, 42, 45, 96, 97, 98, 100, 112, 113, 114 og 118.

Måske har du mulighed for at få omkostningerne dækket? Du kan kontakte Dansk Blindesamfunds Konsulentordning, som gerne giver råd og vejledning.

Herunder er to link til Hotel Axat og byen Axat.

Comments are closed.