Program Synshandicap sanserejse

Besøg hos gedemor - en Lene, en af vores gæster med synshandicap står med et gedekid i armene

”Du og dine sanser på Sydfranske eventyr ‘

Nyd kombinationen af kultur, motion, store naturoplevelser og socialt samvær i godt selskab 


Rejseperiode:
16.06.2023 – 23.06.2023


Reservation: først til mølle princippet, max 20 pers.

Pris pr. person kr.: 11.950,-*

*Prisen er baseret på én person i delt dobbelt værelse. Ønsker du enkeltværelse kan dette tilkøbes for kr. 3.000,-. (begrænset antal).

Occitanien er en af de få dele af Frankrig, der har det hele: Det verdenskendte franske køkken med sine store vine, havet med Middelhavskysten, bjergene med Pyrenæerne, Middelalderlige, maleriske landsbyer og landskaber, der i det uendelige rummer lyset, solen og højder vi aldrig kan nå.

Rejsen, som er for alle, er tilrettelagt så mennesker med synshandicap også har stort udbytte af rejsen. Den foregår i et tempo, hvor alle kan føler sig godt tilpas og hvor fleksibiliteten gør, at der er plads til den enkeltes ønske og behov. På rejsen får du masser af frisk luft, god motion og oplever naturens skønhed fra alle sider samtidig med at der er masser af hyggeligt socialt samvær.

Du bruger alle dine sanser i mødet med den ægte traditionelle sydfranske idyl. Rejsen kræver ingen særlige erfaring, blot en god fysisk form med en rimelig kondition og at du har lyst til at udfordre dig selv lidt.

Hotel Axat er et lille familiedrevet hotel, hvor de danske ejere står klar med åbne arme til at byde dig velkommen til et ophold omgivet af sydfransk bjerg idyl. Den smukke natur starter lige uden for dit vindue og rejsen byder på fælles oplevelser med plads til sjov og hygge i godt selskab med god mad, herlig vin og dejlige mennesker. Vi rejser altid i en lille, eksklusiv gruppe, hvor vi er sammen om de gode ting, får nye sociale relationer og skaber dejlige minder i et skønt afbræk fra hverdagen.

Nederst på siden finder du link til hvad prisen indeholder, Hotel Axat samt den lille sydfranske by vi bor i.

Glæd dig til:

  • Pyrenæernes fantastiske landskaber med stejle bjergsider, dybe dale, imponerende udsigter og spændende flora og fauna.
  • Besøg ved den imponerende Canal du Midi – den ældste menneskeskabte kanal i verden.
  • Picnic og hygge i Slotshaven med den brusende flod som nærmeste nabo.
  • Besøg på et lokalt honningværksted.
  • Dybe kløfter og knejsende bjergtoppe på turen til Gedemor.
  • Vingårdsbesøg, herlige dråbe og lokale specialiteter.
  • Det kulørte og velduftende lokale marked.
  • Vidunderlige, underskønne Middelhav.
  • Forkælelse, hygge og sjov i godt selskab med ligestillede.
  • Solmodne tomater, oliven, catalanske specialiteter, verdens bedste gedeost og skønne liflige bobler.

Dag 1 – VELKOMMEN TIL AXAT I SYDFRANKRIG

Vi flyver fra København til Sydfrankrig. På turen til Axat, der tager ca. 2½ timer, får du rig lejlighed til at se Sydfrankrig åbne sig for dig, med cypresser, platanalleer, og små hyggelige landsbyer. Vi kører i vores egen bus og på vejen til Axat stopper vi ved den gamle historiske middelalderby Beziér, hvor vi holder en lille pause, for at strække benene. Gert har lavet en lille madpakke, som vi nyder, inden vi kigger på den imponerende gamle sluse, som har hele 9 slusekamre. Når vi kommer frem til hotel Axat, har fået bagagen op på værelserne og lige sundet os lidt, mødes vi til en kort introduktion af ugen der kommer og området omkring os. Chefkokken byder på en tiltrængt middag med udsøgt vin. I stuen serveres kaffe inden vi går til ro.

DAG 2 – FARVERIGT MARKED OG FROKOST I DET GRØNNE

Det kulørte og velduftende marked er ikke blot stedet, hvor du kan købe friske grøntsager, frugt, fisk, brød, ost og en lang række andre lækkerier. For de lokale har turen til markedet nærmest karakter af et ritual, som er en fast del af livsstilen i Sydfrankrig. Her er man ikke bange for at bruge lidt ekstra tid på at høre om familien, og man tager sig også gerne tid til at vende verdenssituationen over en kop kaffe eller en tidlig Pastis på den nærliggende café. Og hvem kan modstå glæden ved at købe friske oliven, store saftige svesker, hjemmelavet ost, fransk nougat og stor saftige frugter eller økologiske grøntsager, der dyrkes inden for 30 km’s afstand?

Vi spiser vores medbragte mad i skønne grønne omgivelser i byens lille oase, hvor det emmer af fred og friskhed. Saint-Bertrand parken byder på skønne stier, picnicsteder og en naturlig badesø med to strande delvist i skygge af de høje træers løv.

DAG 3 – BYEN AXAT OG TOGCYKLER

Vi starter dagen med en lille slentretur i smalle gader, og oplever sjælen af den hyggelige lille by Axat. Vi hører lidt om byens historie, ser hvor butikkerne er m.v. Når vi har samlet appetit til frokosten, serverer Gert lækkerier i Slotshaven.

Om eftermiddagen skal vi have det sjovt – hvem tramper hårdest i pedalerne når vi skal ud i naturen på togdraisine?

Vi er 4 på hver draisine. 2 tramper i pedalerne mens de andre 2 nyder den skønne bjergluft, frodige udsigter og duftene fra bjergheden. Draisinen fører os gennem landskabet nedstrøms Axat. Vi kører på smalle klippefremspring, broer og tunneller langs floden, hvorpå man engang transporterede træ. Vi kører roligt nedad, mens vi holder øje med de bærende konstruktioner og de vilde blomster, der vokser på klippesiden. På vejen hjem skifter vi, så alle får lejlighed til at cykle og alle kan nyde den underskønne natur.

DAG 4 – LIMOUX, VIN OG KAFFE MED SYDFRANSK ATMOSFÆRE

Vi kører nordpå til et af områdets bedste Domainer når vi besøger den moderne vingård ’Domaine La Louviere’, som ligger i den lille landsby Malviès i hjertet af det eksklusive vindistrikt AOP Malepère, mellem Limoux og Carcassonne. Vi er i kort afstand fra både Middelhavets kystlinje og Pyrenæerne bjerge og det, sammen med det specielle mikroklima og den unikke jord, giver skønne og udtryksfulde vine. Corinne tager os med i vinmarkerne, viser os kældrene og byder på smagning af de dejlige vine. Med os har vi Gerts dejlige frokost.

På vejen hjem stopper vi for en kop kaffe, på det gamle torv i Limoux. Her vi indsnuser vi atmosfæren i byens gader og besøger den store katedral inden vi atter sætter næsen mod syd.

DAG 5 – DE FANTASTISKE BJERGE MED DEN LARMENDE STILHED OG BESØG HOS VORES UNGE GEDEMOR

Vi går i roligt tempo op til den lille naboby Cailla ca 6 km fra Axat (kan du ikke gå er der mulighed for at blive kørt). Vi skal besøge den unge ”Gedemor” Roxanne, som har valgt at leve livet omgivet af natur, skønhed og geder.

Vi skal høre, hvordan de laver gedeost, og vi skal selvfølgelig også smage deres delikate oste. Mens vi slentrer i de underskønne bjerge, kan vi være heldige at se store rovfugle flyve højt hævet over os. Vi fornemmer den larmende stilhed og de store vidder.

Inden vi atter sætter næsen mod Axat, smutter vi lige ind i den lille hyggelige landsbykirke!

på hjemvejen kommer vi forbi endnu en lille landsby. Vi banker på hos en af byens lokale indbyggere og hvis ‘lillemor’ er hjemme, vil hun stolt vise os rundt i sit rosenparadis.

DAG 6 – OH DU SKØNNE MIDDELHAV OG DEN LILLE FISKELANDSBY COLLIOURE

Du kan lade dig forføre af den maleriske, gamle fiskerby, Collioure, der med masser af patina, palmer og dufte dumper lige ud i Middelhavet. Byen, som er så karakteristisk med sine stejle gader og varme farver, kan næsten virke forkælet, for den har det hele: en malerisk strandpromenade, snirklede gader og trange gyder med gode spisesteder, en gammel fæstningsborg med den skønneste udsigt og en af de mange dejlige strande. Vi spiser frokost på strandboulevarden. Dyp tæerne eller tag en frisk svømmetur i Middelhavet. Køb forfriskninger på ’Café Les Templiers’, som er kendt for sine smukke kunstværker fra malere som Picasso, Dali og Matisse. Besøg den imponerende borg “Le Château Royal”, som var feriested for kongerne af Mallorca. Gå endelig ikke glip af det imponerende alter i den flotte, gamle kirke “Eglise Notre Dame des Anges”, som også rummer det populære runde klokketårn som ofte ses på både fotografier og malerier af Collioure. Der bliver også tid til at gå op gennem de små, hyggelige gader. Hvis du hellere vil udfordre apostlenes heste, kan du gå op til byens Oliven mølle, hvorfra du har en imponerende udsigt over byen og vandet.

DAG 7 – DET LOKALE HONNINGVÆRKSTED, SLOTSHAVEN, HIMMELSKE MUNDFULDE OG LEG

Efter en lang dag i går, har vi brug for at sove længe og mærke naturen. Vi besøger byens lille honningværksted, hvor der er mulighed for at smage honning fra blomster, vi ikke kender i Danmark. I honningværkstedet kan vi dufte til de underskønne, forskelligartede og håndlavede håndsæber og opdage de indbydende honningkager med alskens lækkerier lige fra ingefær til figner. Det er honningkrydderkage, som de kun kan fremstilles i ‘Europas Honningkrukke’!

Frokosten nyder vi i slothaven. Om eftermiddagen smutter vi forbi Angelinas lille småkagebageri. Angelinas eventyr startede ved køkkenbordet og har i dag bredt sig til store dele af området. Her hyldes den gode smag, det stolte håndværk og øjeblikket med sanseligt nærvær. Det lille bageri med eksklusive småkager bages efter opskrifter som er gået i arv gennem generationer. Angelina eksperimenterer også med nye smagssammensætninger, hvor forførende krydderier og frugter udgøres af lokale ingredienser. Hun leger og lader sig inspirere, så en lille småkage blive en stor smagsoplevelse. Mangler du den sidste gave eller bare lidt selvforkælelse vil det være oplagt at købe disse lokale småkager med hjem. Er der tid og lyst spiller vi petanque på byens petanquebane før det er tid til at pakke, gå den sidste tur og indsnuse den friske bjergluft inden ‘Le Chef’ præsenterer rejsens sidste aftenmåltid.

DAG 8 – UDE ER GODT, MEN HJEMME ER BEDST ….

Selvom det vil være vemodigt, er det tid til at tage afsked for denne gang. Vi bliver hentet ved hotellet af bussen og kørt til lufthavnen. Nu sættes næsen mod Danmark med kufferten fuld af gode oplevelser, herlige minder og livsglæde – nok til at holde næsen oven vande et stykke tid…

Comments are closed.